Portrætfilm

 

 

Former og farvesymfonier Om Hans Mortens kunstneriske univers ”Farvekraft ad helvede til”, sagde Jens Søndergaard om sine malerier. Det samme kan siges om Hans Mortens billeder. Få kan som han få farverne til at stråle, vugge og vibrere, så hele kompositionen damper af feberhede syner og ekstatisk livskraft. I kunsthistorien har man lidt vel generaliseret talt om modsætningen mellem ”Poussinisterne” og ”Rubenisterne”, hvor førstnævnte med forbillede i Nicolas Poussin stod for den rationelt stringente og velafbalancerede komposition med vægt på linjeføringen, mens den sidstnævnte støttede sig til Rubens i ekspressive kompositioner med farven som den altdominerende faktor.

-Detalje

Falder talen på Hans Morten, er der ingen tvivl. Det er farven, der er grundlaget for alt. Uanset, hvor han finder sine motiver, bliver indtrykkene omsat i kraftige, spontant udførte penselstrøg med brug af stærke komplementærfarvekontraster. Det er den citrongule overfor den violette, det er den lidenskabelige røde overfor den rolige balanceskabende grønne og det er en nærmest meditativ blå overfor en friskt lysende orange. Retter Hans Morten senere på maleriet, er det ikke for at opfylde rationelle kompositoriske love, men for at finde den helt rigtige tone til billedet. Med Hans Morten har vi som Delacroix og Kandinsky med en kunstner at gøre, der arbejder med maleriet som var det en symfoni. En farvesymfoni med den samme dialog af klangbunde, rytmeskift, pauser og dramatiske finaler som et værk af Beethoven eller Stravinsky. Det er derfor, hans malerier emmer af musik og det med et register af nuancer, der alt efter beskuerens associationer kan føre en til Pierre Dørge, Carl Nielsen, Edward Grieg eller til balinesisk musik.

Hvordan når Hans Morten frem til en sådan farvekraft? Ja, det er ikke noget, der kan læres. Han må være født med en indlevelsesevne ud over det sædvanlige. En evne, som selvfølgelig er blevet udviklet og forfinet i løbet af årene, men som ikke desto mindre virker helt ægte, ukunstlet og stærk som bare fanden. Når Hans Morten maler motiver fra de mere eksotiske områder af vores jordklode, er farvestyrken næsten givet af sig selv, men når han bevæger sig ind på vores skandinaviske område med det blødere lys og den ofte blytunge himmel, kommer farvekraften ikke af sig selv. Her må Hans Morten som Erik Hoppe og Oluf Høst bruge hele sin kolossale indlevelsesevne og temperament for ligesom at suge farven ud af omgivelserne og få billederne til at minde om et festfyrværkeri eller, for nu at blive lidt højstemt, et naturevangelium.

Det er klart, at for en kunstner som Hans Morten, betyder tidens aktuelle stiltrends mindre end den indre overbevisning om at gøre det rigtige og nødvendige. Det er uomtvisteligt, at hans slægtskab ligger hos ekspressive og farvestærke kunstnere som de tyske ekspressionister, ikke mindst Emil Nolde, og så de danske ditto med Hoppe og Høst som de mest oplagte eksempler.
Da stil for alle disse var underordnet spørgsmålet om udtrykskraft og visioner, er det imidlertid mere et slægtskab i kunstnerisk integritet og kompromisløshed, der gør Hans Morten til en samtalepartner med disse kunstnere.
Hans Morten er helt sin egen og det er fornøjelse at følge hans livtag med motiverne. Et livtag, der får os til at føle blodet i vores årer og vække vores slumrende instinkter.

Tom Jørgensen, kunstskribent

 

Motiver og malemåde.

Ofte er det sanseoplevelserne, der sætter gang i maleproocessen. Kornmarkerne eller
havnen med dens stærke farver og lugt af rå fisk. Eller oplevelser fra rejser -
spraglede markedspladser med særprægede bygninger, fremmede mennesker, frugter
og krydderier. Eller motivet kan være cirkusartister, dansere eller andre optrædende.

Oplevelsen af farver, lys og liv ved disse motiver er det bærende i mine billeder og
næsten enhver lejlighed benyttes til at bruge stærke farveklange.

Farverne er afsat med hurtige, brede penselstrøg - det giver billedet et groft,
skitseagtigt præg, hvor motivet undertiden kun antydes. Billedet males i flere lag, og
undervejs ændres dele af motivet, mens det underliggende stadig anes. Penselstrøgene
har deres eget liv og det færdige billede består af abstrakte former og rytmer, samtidig
med at der som regel udkrystalliseres et motiv, når man ser billedet i sin helhed.

Hans Morten

 

Musik for pupillerne.

- uddrag af anmeldelse af Konrad Guldberg.

Hans Morten pirker til os med visioner om frihed og livsglæde ved at give os
indsigt i mødet mellem abstrakte og genkendelige former. Og virkeligheden
byder på oplevelser, der er så eksotiske og mangfoldige, at de end ikke
overgås af fantasien.

Hans Morten markerer sig som et legende menneske for hvem
farvelidenskaben er dyb alvor. Hans lysende motiver virker frigørende i
deres veloplagthed. En veloplagthed, som vokser på glæde ved og undren
over det skønne i landskabet og i en del af de mennskeskabte omgivelser.
Med impulsiv maleglæde arbejder han voldsomt og dramatisk - med fejende
og hurtige penselstrøg. I brede, tykke lag. Med lag på lag i mange
arbejdsgange. Han elsker lysets spil og rigdommen i den tykke
pigmentmasses eruptive stoflighed. Som lava, der er fuld af ulmende glød.
Man må vel kalde ham ekspressionist. Men han er det på en helt særlig
måde. Han skaber i mange af sine billeder en vibrerende, flimrende og
lysgennemtrukken sprødhed - som impressionisterne.
Der er sind, stemning og lyd i Hans Mortens maleri.